Man bor da i Rødovre

Rødovre kommune er lidt af et paradoks. På den ene side ser danskere – uden for kommunens grænser – området som en del af den københavnske vestegn med tilhørende fordomme. På den anden side er kommunen et af de to områder i hovedstadsregionen, som de fleste københavnere ville rykke til, hvis de skal flytte ud af byen. Og kender man til Rødovre, så er man meget glad for kommunen. Det viser vores analyser. Kommunen har en stærk sportstradition med ishockey som signatur sammen med en lang række andre sportsgrene.

Kommunens motto er ”sammen om Rødovre”. Det er velvalgt. For borgerloyaliteten er høj, tilfredsheden stor og kriminaliteten er lav. Lavere end nabokommunernes og lavere end Københavns kommune. Rødovre kommune har udarbejdet en branding plan for kommunen, der skal tage livtag med de fejlagtige fordomme om området. Et arbejde, som vi støtter aktivt med vores branding af IrmaByen. Med 3000 nye, ressourcestærke borgere i den nye bydel vokser befolkningen i Rødovre med ca. otte procent. Det vil føje et yderligere positivt træk til Rødovres profil som en moderne, tryg nabo til storbyen.