50 meter mellem landsby og storby

IrmaByens byplanlægger og arkitekt, Claus Gröning, har ”stemninger” øverst på sine arbejdspapirer, når han lægger tanker, streger og udformninger ind i Rødovres nye bydel. Det 135.000 kvm. store område ved Korsdalsvej ligger i forvejen meget tæt på København. Men allerede mellem de grønne arealer og boligerne i bydelen kommer IrmaByens fremtidige borgere til at fornemme både landsbystemninger og den højere hastighed fra byen. Claus Gröning forklarer sine visioner for IrmaByen ved at pege på udsigten fra hans virksomheds vinduer i det indre København. Her har han frit udsyn over både Kongens Have og det travle trafikknudepunkt, hvor Gothersgade mødes med Christian den X’s Gade og Kronprinsessegade.

Til flerstrengede mennesker

”Stemningen er hurtig på Gothersgade. I høj fart. Her er man travl og en del af bylivet. Men blot 40 meter ind i Kongens Have falder hastigheden og giver plads til en nærmest meditativ følelse. En luksus midt i det travle liv. Stemningerne bliver flettet ind i hinanden. Det hurtige og det langsomme. Det er netop visionen for IrmaByen at flette forskellige stemninger sammen”, siger Claus Gröning og fortsætter:

”Vi skaber IrmaByen for mennesker, som ser en sammenhæng mellem arbejde og fritid. Mellem venner, familie, sport og kunst. En række forskellige strenge at slå forskellige stemninger an på. I dag kan vi ikke leve enstrenget. I kasser. IrmaByen er stedet for flerstrengede mennesker”.

IrmaByens stemninger skifter eksempelvis fra seniorboligerne i Orangerihavens røde tegltage og klassiske arkitektur, der peger bagud i historien og kalder på ro, til Kaffetårnet og Børge Olsens Plads kun 50 meter væk. Her bliver volumen større med stringent arkitektur, altaner, lysindfald, cafeer, storbystemning og højere hastighed. Og sådan vil det skifte i IrmaByen. Fra landsby til storbystemning. Fra det langsomme til det hurtige.

Nu glæder Claus Gröning sig meget til, at beboerne tager IrmaByen i besiddelse

”Området bliver kun bedre af de daglige rutiner som beboerne kommer med. Genkendelsen i naboens øjne, og stoltheden af at kunne sige, “Det er min bydel. Her bor jeg”. Det har vi lagt an til i vores planlægning. Men miljøet er mennesker og ikke bygninger. Vi er kulissen. Beboerne er forestillingen”, siger Claus Gröning.

Ro i maven

Placeringen nær hovedstaden gav ro i maven af flere årsager. ”Mennesker har alle dage placeret sig nær deres arbejdsplads og tæt på kulturelle tilbud. Med hovedstadens mange arbejdspladser, biografer og restauranter i cykelafstand til IrmaByen, kunne vi sætte flueben her. Samtidig vil prisudviklingen i det centrale København også smitte af på de omkringliggende kommuner. Så IrmaByen bliver sandsynligvis en rigtig fornuftig investering for de mennesker, der flytter ind”.

Sidst, men ikke mindst, bliver IrmaByen helt konkret opført ovenpå et stykke Danmarkshistorie: Nemlig historien om en af Danmarks mest markante virksomheder. Dagligvareforretningen Irma. En virksomhedsberetning, der ligesom andre gode historier er fyldt med medrivende fortællinger om tidlig succes, livstruende kriser, sammenhold og imponerende redningsaktioner. Fortællinger, der blev bygget på Irmas kerneværdier som gensidig respekt, sammenhold og kvalitet.

”Irmas bevægende historie og værdier er et mentalt fundament at bygge en ny bydel på. Selvom byggeriet er nyt, vil ingen nye indbyggere være fremmede. De bliver en del af områdets historie. En historie som alle deres naboer i Rødovre kommune kender. En historie som vi vil fremme gennem områdets arkitektur, byplanlægning og gennem de aktiviteter som vi inviterer områdets beboere til at deltage i. IrmaByen bliver en bydel med et stærkt sammenhold og en levende
historie”, siger Anette Krarup.

Derfor bygger vi IrmaByen.