Nytårsudsigt fra kaffetårnet

Doris Damgaard nød mange nytårsaftener fra kaffetårnets øverste etage. Som en af dem, der var ansat ved omstillingen i Irma, kendte hun garageinspektøren, der havde nøglerne til tårnet. Så når klokken nærmede sig 24, gik familien op i tårnet med kransekage og champagne og nød udsigten og fyrværkeriet over hovedstaden.

Det gjorde Doris mange gange. I 26 år kendte Doris praktisk talt alle i Irma-koncernens hovedsæde. Fra sin plads i omstillingen så hun hver dag medarbejderne komme ind på deres arbejdsplads. Og dagen igennem sørgede hun for at forbinde dem med omverden via sit telefonanlæg, i tiden fra 1967 til hun stoppede I 1993.

Alle hilste og Doris hilste tilbage. Den særlige Irma ånd gennemsyrede hele området, og påvirkede alle, der kom ind af dørene.

”Vi passede på hinanden i Irma. Vi talte pænt om hinanden og med hinanden – om man var leder eller menig medarbejder. Vi var på mange måder det tætteste, man kan komme på en familie uden at være det. Koncernchefen gik op i medarbejdernes privatliv. Igennem en årrække fik medarbejdere, der ventede sig, for eksempel en babypakke med barnevogn og hele udstyret”

Som ansat ved omstillingen var det Doris job at vide, hvor Irma`s ”inspektører” var i løbet af arbejdsdagen. Inspektørerne rejste rundt mellem de enkelte Irma-butikker for at sikre sig, at butikkerne var, som de skulle være. De skulle melde tilbage til omstillingen, så man nemt kunne få fat på dem. Et hverv, som Doris Damgaard fandt udfordrende, og som hun styrede med stor akkuratesse fra sin plads ved indgangen til hovedsædet.

”Flere år efter at jeg stoppede, mødte jeg en af de unge inspektører i indkøbscentret Fisketorvet på vej ned af rulletrappen. Og da han så mig udbrød han straks: ”Fru Damgaard, jeg melder mig fra Fisketorvet”