2015 bød på IrmaByens allerførste Lucia optog, da 20 børn fra Rødovre Musikskoles kor den 13. december gik Lucia optog til Kaffetårnet. Her fik både mæglere og interesserede boligkøbere en smuk lille koncert med julens sange badet i solskinnet, der strømmede ind gennem kaffetårnets store glasfacade. Rødovre korskole er et samarbejde mellem Rødovre Musikskole og Islev Kirke og tæller i øjeblikket 30 sangelever mellem 9 og 24 år. Korets kalender bringer dem eksempelvis rundt på Rødovre kommunes forskellige institutioner og til det årlige julemarked ved Rødovre Rådhus.

Ifølge korleder Iben Vestergård er koret lige nu et rent pigekor, da korets drengestemmer er i overgang, men når koret besøger kaffetårnet igen, får vi nok både drenge og pigestemmer at høre i de højloftede lokaler med den overraskende gode akustik.