D.1. dec. flyttede de første 18 familier ind i Mokkahusene. De fire punkthuse i hjertet af IrmaByen er arkitektonisk inspireret af Kaffetårnet med deres kubistiske former. Men de nye indbyggere kan glæde sig over topmoderne, bæredygtigt boligbyggeri i høj kvalitet med solceller på taget og uderum som altaner, små haver eller private tagterrasser.

Mokkahusene har allerede indskrevet sig i IrmaByens historie, fordi der ved opførelsen af husene udbrød brand i noget isoleringsmateriale på et af tagene, mens to håndværkere arbejdede deroppe. En dramatisk redningsaktion blev sat i gang, og takket være kollegernes snarrådighed nede på jorden endte det hele godt og ingen kom alvorligt til skade. Det kan du læse mere om andetsteds i Krøniken.

Mokkahusene startede livet med drama og heltegerninger. Fremover bliver livet i ”de små kaffetårne” nok mere roligt og afslappet.