I 1966 flytter “Irma familien” fra Ravnsborggade til det nyopførte domicilområde på Korsdalsvej. Området bliver hurtigt kendt som ”baglandet” blandt medarbejderne. Det er svært for ”Irma familien” at forlade hjemmet i Ravnsborggade tæt på søerne i København, men Irma ånden viser sig hurtig at trives i de nye omgivelser. Ude i butikkerne og hjemme i ”baglandet” taler alle om ordentlighed, respekt og fællesskab. ”Irma familien” klarer omplantningen til forstæderne. På Korsdalsvej har de ansatte deres eget lægehus, sportshal, Irma skolen – som lærer nye medarbejdere købmandsskabet.  Og den interne avis binder alle familiens medlemmer sammen på kryds og tværs.  De ældste i familien bliver ikke glemt. Irmas pensionister mødes i kantinen på Korsdalsvej hvor der bliver snakket med gamle kolleger og delt minder – alt sammen med Irmas eget ”slagterorkester” i baggrunden.

”Familiens” børn kan komme på Irma koloni om sommeren.  Irma tilbyder sig også som ”ferievært” i 1968 for Københavnerbørn, der mangler underholdning i skolernes sommerferie. De kommer en dag ud i Irma butikkerne, med lastvogn rundt i København eller til provinsen, i kafferisteriet, på ostepakkeriet eller en dag på Irmas egen bolchefabrik.