D. 1. februar 2017 fik IrmaByens allerførste beboere nøglen til deres spritnye rækkehuse i Orangerihaven. Så nu bor der mennesker på Krydderivej og Irmavej og om nogle måneder får de naboer og genboer, for så er de næste rækkehuse klar til indflytning.

Orangerihaven er IrmaByens eneste rækkehuse i et plan, så mange af beboerne er aktive seniorer, hvor børnene allerede er flyttet hjemmefra.

Navnet “Orangerihaven” er oplagt for langt de fleste af rækkehusene har eget orangeri, som kan fungere både som drivhus, som udestue eller begge dele. Alt efter temperament.

Det er arkitekt Claus Gröning, som har tegnet rækkehusene. Gröning er også IrmaByens byplanlægger.

Orangerihavens nye indbyggere kan glæde sig over store fælles bede og haveområder, hvor man kan dyrke de grøntsager og blomster, der evt. ikke er plads til i eget orangeri.

Fællesskabet har spiret frem fra dag 1. Det lover godt for naboerne og for alle de andre IrmaByborgere, som kommer til at flytte ind i IrmaByen i løbet af 2017.