Rødovre kommunes kommunalbestyrelse vedtager enstemmigt lokalplan 133 i juni 2015. Lokalplanens vedtagelse er det endelige grønne lys for, at håndværkerne kan starte arbejdet med at gøre IrmaByen til virkelighed. Selv om vedtagelsen var ventet, har folkene bag IrmaByen alligevel sommerfugle i maven. Forarbejdet til et sådant projekt løber op i mange timer og flere millioner kr. Det ville naturligvis alt sammen være tabt, hvis kommunalbestyrelsen skulle vende tommelfingeren nedad. Men politikerne er alle positive overfor projektet.

Nu kan nedrivningsarbejdet begynde. Alle de gamle betonbygninger fra Irmakoncernens tid skal væk. Kaffetårnet bliver den eneste bygning fra den gamle tid, der bliver stående. Nedrivningsarbejdet kommer til at tage ca. otte måneder.

Mange af de gamle byggematerialer bliver genbrugt til den nye bydel. Eksempelvis indgår nogle af materialerne som en del af vejbelægningen i den nye bydel.