Michael og det usynlige arbejde i IrmaByen

Byggemodning i IrmaByen

Himlen er stålgrå. Midt i april er det koldt og blæsende på den 115.000 kvadratmeter store grund rundt om Kaffetårnet. Her hvor IrmaByen vil rejse sig fra grunden. Blæsten har også frit spil. For alle Irma koncernens gamle industri- og administrationsbygninger er jævnet med jorden for at give plads til rækkehuse, townhouses, etageejendomme og parceller i Rødovres nye bydel. Nedrivningsfolkene har pakket deres sager og kørt væk. Nu har byggemodningsfolkene overtaget pladsen. Dem, der laver alt det ”usynlige” arbejde i jorden, som er helt nødvendigt for at få den kommende bydel til at fungere.

Den brune jord bugter sig fra dybe huller og op i veritable bjerge af knuste betonskærver fra de gamle bygninger.

 

Lækkerbiskner til mågerne

Oppe ved den grønne skurvogn tager Michael imod på sindigt nordjysk. Selvom han har boet på Sjælland i mange år, har han ikke aflagt sig accenten. En enkelt måge skriger irriteret nogle meter over vores hoveder. Michael forklarer, at mågerne gerne indfinder sig i starten af graveprocessen, hvor gravemaskinerne i det første jordlag åbenbarer lækkerbidskner for fuglene. Hurtigt kommer man for langt i jorden, og fuglene taber interessen igen.

Michael arbejder som rørlæggerens højre hånd, forklarer han, mens vi spadserer over den ujævne overflade. Selvom man stadig ikke kan se så meget på overfladen, er aktiviteten ret voldsom nede i jorden. For Michael og hans kolleger lægger lige nu de regnvands- og kloakrør, der får hele det store område til at fungere. Røde, rillede plastic rør stikker op af undergrunden med jævne mellemrum. De er forbundet med de kloak – og regnvandsbrønde, som skal betjene IrmaByens kommende boliger. I øjeblikket arbejder to hold på hver tre mand med at lægge de tunge betonrør til regnvandet. Hvert hold lægger alt fra 10 meter til 50 meter rør om dagen. Så arbejder skrider hurtigt frem.

 

22 meter siden kl. 6

Vi er nået frem til et 2,5 meter dybt hul. Nede i hullet står rørlæggeren, Johnny. Michael hopper ned til ham. Sammen dirigerer de med Benny, der oppe fra overfladen styrer gravkoen. I kæderne fra gravkoen hænger et stor rundt betonelement med en række runde tilslutninger. Det er den 2,5 tons tunge brøndbund. I løbet af få minutter har Michael og Johnny dirigeret brøndbunden ned og fået Benny til at styre elementer helt hen til det store betonrør, der allerede ligger på plads. Brøndbunden og røret mødes, og røret sættes fast på tilslutningen. Klokken er 12, og Michael og hans to kolleger har nået 22 meters rør siden kl 6 i morges.  De største betonrør har en diameter på 50 cm, og fører regnvand ud til kommunens ledningsnet. De mindre pvc rør er 25 cm i diameter og bliver brugt til kloakeringen.

 

Minder fra de helt oprindelige beboere

Når rørene er lagt, lægger sjakket først jord på igen og presser det sammen med råjordskompakteren. Den findes i flere størrelser. Den som Michael betjener med en fjernbetjening er en lille gul damptromlelignende maskine på lidt over en meter i højden. Men selvom den virker lille sammenlignet med de store tromler, vejer den stadig to tons.  Michael trykker på de runde sorte gummiknapper, og maskinen kører lydigt frem. Når jorden er presset sammen, er det holdets opgave at lægge 60 til 80 cm grus ovenpå. Michael peger på det store bjerg af knust beton fra de gamle bygninger på området. Materialet bliver genbrugt som grus. Når gruset er lagt, har Michael, Johnny og Benny gjort deres arbejde. Så kommer andre håndværkere fra et andet firma og lægger asfalt, så jorden bliver til transportveje og parkeringspladser mellem alle IrmaByens grønne områder.

Michael bliver kaldt for ”bonden” af sine kolleger. For han slipper ikke jorden, når han kommer hjem til Smørum. Her har han et 40 hektars hobbylandbrug, hvor der lige nu står raps og majs. Hans arbejdsdag slutter om to timer, kl. 14.30. Til den tid ligger yderligere 7 meter rørledninger klar til at blive dækket af jord og knuste betonskærver.

På et andet område af IrmaByen har museumsfolk fundet spor af bopladser fra de helt oprindelige indbyggere. Her på Michael og hans folk ikke komme, før fortidsminderne er sikret. Men lige nu er der rigeligt med jord at tage fat på.